Jeg tiltager mig retten..

Har arbejdet det meste af mit liv på at blive sammenhængende.
Nu tiltager jeg mig retten til at være usammenhængende og i evig bevægelse.

Har arbejdet på at blive og være fokuseret, hvilket er lykkes alt for godt.
Nu tiltager jeg mig retten til at være ufokuseret og i stedet være ganske defokuseret og udvidet. (skønt sted at se livet fra i øvrigt!)

Har været så inderligt optaget af at finde evnen til disciplin..
Nu tiltager jeg mig retten til at være udisciplineret og ganske impulsiv og flydende.

Har oplevet det så voldsomt vigtigt at blive set som et godt menneske…
Nu tiltager jeg mig retten til at sige at man se med hvad man vil og med hvilket filter man vil og med alle de egne briller man måtte have – jeg er ikke nødvendigvis god. Punktum

Har fra tidligt ikke set anden mulighed end at være indlevende, medfølende, empatisk og forstående.
Nu tiltager jeg mig retten til at være – (ofte og mere og mere…) – uforstående, lige glad, i gang med noget andet, optaget af mig selv (hu ha da da…).

Har fulgt måder, kulturer, regler, “vi er jo enige om”, standarder, indforståetheder osv. osv. 
Nu tiltager jeg mig retten til at give slip på måder, være adskilt fra diverse gruppers kulturer, holde op med at “være enig”, vælge standarder fra og vælge mig selv og min tilgang.

Har prøvet helt inde i marv og ben at tæmme mig selv – også dér hvor jeg troede jeg var fri og i oprør var det blot en ny måde at være tæmmet på.
Nu tiltager jeg mig retten til at være utæmmet, vild, mærkelig, underlig, utilregnelig.

Måske mødes vi et sted…