
Noget af det jeg finder mest interessant er den indre verden. Det underfulde, vilde, sårbare, – når mennesker lever åbent indefra. Og det utrolige der sker, når vi finder modet til at lade os blive mødt herfra, og til at møde det der føles vanskeligt eller farligt mellem os mennesker i det relationelle rum.
Det liv jeg har levet indtil nu har været dybt, intenst og rummet mange overgivelser. Jeg har en vis mængde modig sårbarhed, og holder derfra mere af det utilpasset skabende end det korrekt tilpassede.
I en hårdt prøvet verden ser jeg et håb i det poetiske, dybt ansvarlige og modigt reflekterende i os mennesker.
I mit arbejde hjælper jeg mennesker med at udtrykke det der lever i kroppen. Det er i kroppen vi kan sanse hvem vi er og hvad der føles vigtigt i vores relationer. Kroppen udtrykker impulser og fortæller os generøst hvilke følelser og behov der reelt er vores og dermed hvad der i virkeligheden er sandt for os.

Der er ikke noget der ikke må være der
– der er det der er–
Hvad end der er
– lad det danse igennem dig –